I 1805 var den dansk-norske flåde den 5. største i Europa, den russiske Østersø-flåde (Balticum) var den 4. største – og intet tyder på at magtforholdet havde ændret sig væsentligt to år senere. Hvis det derfor lykkedes Frankrig at få kommandoen over disse flåder, så ville den franske flådestyrke stige fra 182.000 tons til 338.000 tons. Det ville betyde en procentvisstigning i forhold til den engelske flåde fra 32% til hele 59%. Og den ændring ville i Østersøområdet være katastrofal for England: områdets store ressourcer ville i praksis blive utilgængelige. 
Det var således af strategisk betydning for England at bevare den absolutte magt på havene – som et modstykke til Frankrigs overlegne magt på det europæiske fastland (se i øvrigt artiklen "Admiral Gambiers vurdering af Københavns Søforsvar i 1807...").